Regeringen har sendt et lovforslag i høring, der handler om muligheden for at få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge. Vi har samlet fem af de oftest stillede spørgsmål om udbetalingen.

Må man selv bestemme om man vil have de indefrosne feriepenge udbetalt nu eller lade dem stå?

Ja, udbetalingen er frivillig, så man kan vælge at lade pengene stå, hvis man ikke ønsker dem udbetalt nu. Hvis man vælger at få dem udbetalt nu, er forventningen, at man vil kunne få dem til oktober 2020.

Hvor mange ugers feriepenge kan man få udbetalt?

Lovforslaget lægger op til, at man kan få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge. I forbindelse med lanceringen af beslutningen i juni, udtalte finansminister Nicolai Wammen, at Folketinget vil forhandle om, hvad der skal ske med de resterende to ugers indefrosne feriepenge til efteråret.

Får man automatisk udbetalt de indefrosne feriepenge?

Nej, fordi det er frivilligt om man vil have penge udbetalt nu eller lade dem stå, skal man selv vælge at få pengene udbetalt nu. Der bliver udviklet en digital løsning, hvor man kan vælge at få sinde indefrosne feriepenge udbetalt nu.

Har alle opsparet feriepenge?

Nej, for at få udbetalt feriepenge, skal man have haft et lønnet job i perioden september 2019 til udgangen af august i år.

Hvor mange penge får man udbetalt?

Den præcise udbetaling afhænger af ens årsindkomst – herunder om man betaler topskat.
Danske Bank har regnet på, hvor meget man kan forvente at få udbetalt, alt efter hvad man tjener om året:

  •  Årlig indkomst før skat: 100.000 – udbetaling på 4.500 kroner efter skat.
  • Årlig indkomst før skat: 200.000 – udbetaling på 9.000 kroner efter skat
  • Årlig indkomst før skat: 300.000 – udbetaling på 12.600 kroner efter skat
  • Årlig indkomst før skat: 400.000 – udbetaling på 16.800 kroner efter skat.
  • Årlig indkomst før skat: 500.000 – udbetaling på 21.000 kroner efter skat.**
  • Årlig indkomst før skat: 600.000 – udbetaling på 19.200 kroner efter skat.**

** Topskattegrænsen er i år på 531.000 kroner og påvirker derfor udbetalingen af feriepenge efter skat, når ens løn ligger over det leje. Læs mere herunder.

Betaler du topskat? Så er det en dårlig forretning at hæve feriepengene

Lønmodtagere får forskellig skattemæssig behandling, når feriepengene returneres.

For topskatteydere er det en dårlig forretning, at de indefrosne feriepenge udbetales i løbet af året. Langt de fleste vil formentlig skulle betale en langt lavere skat, når de går på pension. Dermed kommer de til at betale mere i skat, end hvis pengene som planlagt blev til rådighed ved pensionering.

Det er specielt ærgerligt for dem, der er tæt på pensionsalderen, mener chefkonsulent fra revisionsfirmaet, BDO, Henning Boye Hansen.

»Det er en dårlig forretning for dem, der betaler topskat,« fastslår han.

Hvor mange der er tale om, er svært at sige. Ældre lønmodtagere vælger ofte at gå ned i tid i årene op til pensionsalderen. Mange af dem kommer dermed under topskattegrænsen.

Der er stor forskel på, hvordan skatten skal betales. Det afhænger af, om man er berettiget til ferie med løn eller får udbetalt sine feriepenge fra Feriekonto.

Har man ferie med løn, skal udbetalingen af 3/5 af feriepengene med i årsopgørelsen i år. Det vil ske helt automatisk. Beskatningen af de sidste 2/5 vil først ske, når de til sin tid kommer til udbetaling. Det kræver dog, at dette beløb fortsat indefryses og ikke udbetales.

Hvis man får sine feriepenge udbetalt fra Feriekonto, vil der allerede være afregnet skat af beløbet. Derfor er det beløb, der udbetales til efteråret, i princippet skattefrit. Det gælder også de sidste 2/5.

I første omgang står alle, der har ferie med løn, til at få et langt større beløb slået fri. Men det vil udjævne sig, når de skal til at betale skat af beløbet, fastslår Henning Boye Hansen.

Vi er midt i indefrysningsperioden. Den startede den 1. september 2019 og slutter med udgangen af august måned i år. I den 12-måneders periode skulle 12,5 pct. af den ferieberettigede løn have været indefrosset som følge af overgangen til de nye ferieregler.

Den ferieberettigede løn er groft sagt bruttolønnen før bidrag til pensionsopsparing, men omfatter ikke løn under ferie og ferietillæg.

Kilde: Finans & NNF

Besvar